Slaglille-tragedien – årtiers smertelig sorg

På et sort/hvid-fotografi fra september 1993 ser man en forsamling af mennesker på kirkegården i Slaglille. De står ved monumentet over de fem polske flyvere, der mistede livet 50 år tidligere. Fem Slaglille-borgere, der døde ved samme lejlighed, er også begravet på kirkegården.

Man kunne måske tro, at det halve århundrede, som var gået, havde helet sårene hos de efterladte. Men kigger man på ansigterne på billedet, er det tydeligt, at ulykken og tabene stadig er tæt på. De 50 år har ikke fjernet sorgen.

Det er først og fremmest pårørende til de fem omkomne i huset på Stokholtsvej, man ser. Huset blev ramt, da det sønderskudte bombefly prøvede at nødlande. De af husets beboere, der opholdt sig i stueetagen, blev slået ihjel øjeblikkeligt, mens dem på 1. salen kunne redde sig ud.

Men tragedien omfattede endnu flere mennesker, for ægteparret Christensen, der boede i huset og blev dræbt den septemberdag i 1943, havde også andre børn – børn, som på det tidspunkt var ude og tjene. De bevidnede ikke ulykken med egne øjne, men nåede kort efter frem til den ødelagte ejendom, og de oplevede at blive afvist af tyskerne, da de ville redde ting ud af ruinhoben. Også for dem var dagen en rædselsdag.

Slaglille 50 år efter
Pårørende samlet til mindehøjtidelighed ved 50-året for tragedien i Slaglille 17. september 1943. Også Sorøs daværende borgmester Ivan Hansen er til stede (lige til venstre for monumentet).

Da jeg lavede dokumentaren om hændelsen i Slaglille i 1943, var Inger Fredriksson den eneste nulevende, der havde kendt familien fra Stokholtsvej. Hendes erindring om begivenheden var naturligt nok lidt udvisket af de mange år, der var gået, men hun husker dagen, hvor hun hørte om katastrofen, og hun husker den svære tid, der fulgte.

De overlevende børn fra huset i Slaglille blev nemlig midlertidigt indkvarteret i hendes hjem – hvor også den omkomne fru Christensens søster boede -, og det var en hård periode, ikke kun som følge af sorgen og traumet, men også pga. frygten for, at de forældreløse børn ville blive fjernet af myndighederne og anbragt på en institution. Sådan gik det dog ikke. Takket være en stor indsamling formidlet gennem dagspressen blev der skaffet midler til at genhuse børnene i en bolig på den nuværende Rustkammervej i Pedersborg.

I Venstres Folkeblad var billeder af de fem omkomne fra Stokholtsvej placeret øverst på forsiden.

Med tiden kom der styr på dagligdagen. Måske endda for meget styr. Efterkommerne af børnene fra Stokholtsvej fortæller samstemmende, at der ikke blev talt ret meget om tragedien. Så lidt blev der talt om den, at børnebørnene til tider troede, at 17. september 1943 var helt glemt. Det var den ikke.

De efterladte søskende samlede på små avisklip og andre ting, der havde med begivenheden at gøre. Det hele blev skjult i skuffer eller skotøjsæsker. Sorgen blev på den måde taget frem på dage, hvor der var overskud til det. Og på årsdagen.

Den 17. september forblev en særlig dag for familien. Flere af dem samledes på kirkegården i Slaglille, hvor der hvert år blev afholdt mindehøjtidelighed – og stadig bliver det. Det var en vigtig og smertefuld dag, i al sin ydre fredsommelighed. “Det var den ene dag om året, hvor mor bad mig om at køre ned og købe cigaretter,” har det ene barnebarn fortalt mig.

Fire fra Christensen-familien årtier efter tragedien: Fra venstre Viggo, Betty, Ruth og Anna. De tre førstnævnte var i huset, da det blev ramt af flyet. (Privatfoto)

Min farbror blev engang nabo til den ene af de overlevende fra Stokholtsvej, Betty Christensen. Han siger, at de aldrig talte om det forfærdelige, der var sket dengang i 1943.

Det er der egentlig ikke noget usædvanligt i, tænker jeg. På landet er der ikke tradition for at tale om dybt personlige traumer. Måske havde det endda gjort ondt værre for Betty, hvis de havde brudt tavsheden? Hvordan havde hun det egentlig med fortidens begivenheder? Jeg finder aldrig ud af det. Hun døde for en del år siden.

Men jeg ved, at hun var en af dem, der i hvert fald de første dage var allerhårdest ramt. I en avisreportage fra begravelsen i Slaglille Kirke i 1943 står der, at den unge mor besvimede under ceremonien, og at det gjorde et stort indtryk på de flere hundrede tilstedeværende i kirken. Hendes kollaps var forståeligt. Den skæbnesvangre nat havde hun befundet sig på 1. salen på Stokholtsvej sammen med sin kun to måneder gamle datter. Pludselig blev huset splittet ad af en gigantisk eksplosion, og kun med stort held fik Betty reddet sig selv og barnet ud af flammehavet. Taknemmeligheden over at have overlevet må have været stor, chokket over oplevelsen enormt, sorgen over de dræbte familiemedlemmer ubærlig.

Krisepsykologer fandtes der selv sagt ingen af på det tidspunkt. Men livet gik jo videre. Og set udefra kom søskendeflokken fra Stokholtsvej til at leve ret så gennemsnitlige liv. “De overlevende klarede sig pænt,” lød overskriften på en artikel i Dagbladet skrevet samme dag som ovenstående foto blev taget. Måske var dén udgang på tragedien den bedste, man kunne håbe på.

Fra Dagbladets omtale af 50-årsdagen 18. september 1993

En tanke om "Slaglille-tragedien – årtiers smertelig sorg"

  1. NB: Fotografiet fra september 1993 fandt jeg på Lokalhistorisk Arkiv i Sorø. På bagsiden var der en kort, forklarende tekst, men der stod ikke noget om ophav. Derfor har jeg tilladt mig at bringe det her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.