Nedenstående kronik af Jacob Topsøe blev bragt i Sjællandske den 15. februar 2025 under overskriften “Journalist og forfatter reagerer på dokumentar: – Grønland er ingen god forretning for Danmark”.

I min families billedsamling ligger der et originalt fotografi af min tipoldefars fætter: Haldor Topsøe. Han blev født i Skælskør i 1842, deltog i krigen i 1864, var medlem af Videnskabernes Selskab, blev bedstefar til erhvervsmanden af samme navn – og så var han ikke mindst direktør for Kryolitfabrikken fra 1909 til 1923.

Topsøe ville have kløet sig noget i sit fine skæg, hvis han havde set DR’s aktuelle dokumentar om den danske udvinding af kryolit i Grønland.

For ham var det helt indlysende, at man skulle prøve at udnytte de råstoffer, der var tilgængelige i riget. Samtidig har han været særdeles godt bekendt med, hvor vanskeligt det er at tjene penge på råstofudvinding i så fjernt beliggende en egn.

Man skal tænke på udgangspunktet: Man havde i midten af 1800-tallet viden om, at kryolit kunne udvindes, forarbejdes og videresælges, men først skulle minefaciliteterne etableres, og der skulle skaffes arbejdskraft. Ikke kun hænder, men også hjerner, der – som Haldor Topsøes – kunne finde måder at optimere processerne på.

Topsøe, der var uddannet kemiker, var selv med på et Grønlandstogt i 1884, hvor der blev foretaget en vifte af videnskabelige undersøgelser. Undersøgelser, som potentielt kunne føre til indtægter, men som jo også var umådeligt kostbare af udføre. Man kan vel sammenligne det med vor tids streamningtjenester, hvor virksomhederne de første mange år kalkulerer med underskud i håb om, at det senere bliver til en god forretning.

Alene af den grund er det dybt misvisende, når DR’s ”Grønlands hvide guld” vælger at tage omsætning som et repræsentativt mål for, hvad Danmark tjente på råstofudvinding. De store etableringsomkostninger skal selvfølgelig med.

Hen mod slutningen af 1800-tallet kommer der dog godt gang i kryolitproduktionen. Og i Haldor Topsøes tid som direktør nås et vendepunkt. I 1914 kan man i bl.a. Holbæk Amts Venstreblad nemlig læse, at staten har indgået en ny og mere lukrativ aftale med Kryolitselskabet.

“Takket være den nye Kryolit-Kontrakt vil Grønland fremtidig give Overskud paa Statsregnskabet, en Mulighed, man unægtelig ikke nogensinde har regnet med,” som der står.

Det var jo en positiv nyhed for de danske skatteborgere, men bemærk baggrunden for det: På dette tidspunkt har man udvundet kryolit i Grønland i over 60 år og altså uden at have haft reel indtjening til den danske stat, når indtægter, udgifter og løn til folk som Haldor Topsøe var gjort op.

I samme avisartikel får man en del af forklaringen på, hvorfor kryolittens salgspris på ingen måde er lig med overskuddet. For først skal kryolitten sprænges fri og graves ud. Og “naar Kryoliten er ført til København med et af Selskabets Skibe, ‘Ivigtut’ eller ‘Fox II, køres Ladningen ud til Øresunds kemiske Fabriker for at blive renset og teknisk bearbejdet. Efter at denne Proces er sluttet, føres Størstedelen af Kryoliten til Amerika eller Rusland.”

Produktionen var med andre ord en kæmpe logistisk opgave – nøjagtig det, der i vores tid afholder store firmaer fra at påbegynde råstofudvinding i Grønland. Hvis disse firmaer kun skulle tænke på omsætning, var de gået i gang for længst!

Selvfølgelig har der været danskere, der har tjent godt på kryolit. Og Skælskørs bysbarn led ingen nød. Da Topsøe stopper som kryolitdirektør i 1923, er virksomhedens effektivitet øget, og det giver alt andet lige flere kroner i kassen og sikkert også i lønningsposen. Men Grønland er stadig ingen god forretning for Danmark som helhed. I f.eks. 1925 regnes i finansloven med et underskud på 0,2 millioner kroner. Det er vel at mærke før bloktilskuddenes tid.

Når forskellige medvirkende i DR’s dokumentar hævder, at Danmark gennem 130 år har tjent store summer på grønlandsk kryolit, må man nok bare sige: Det er simpelthen forkert. Selv hvis man tog de 400 nutidsmilliarder for gode varer, så ville det pr. år knap nok svare til omsætningen i Danmarks 200. største virksomhed. Det er vel ikke et beløb, der er værd at græde over. Men det gør hovedpersonen i dokumentaren.

Til gengæld er noget andet klippet ud: En af Haldor Topsøes efterfølgere, Peter Schmidt Hansen, har beregnet, at det reelle overskud af kryolitproduktionen var omtrent 15 milliarder. Et udsagn, som instruktøren altså har fravalgt – vel fordi det ikke passede til det budskab, han ville have frem.

Tilbage står spørgsmålet: Hvad skulle Danmark have gjort anderledes? Det kommer ”Grønlands hvide guld” ikke med noget bud på. Faktum er i al fald, at hvis Danmark intet havde gjort – eller hvis f.eks. Haldor Topsøe havde stoppet udvindingen af kryolit -, så havde både Danmark og Grønland tabt. Naturlig kryolit er nemlig næsten værdiløs i vore dage. Man nåede at skabe indtægter, mens det stadig var muligt, men ikke i et omfang, der på nogen måde står mål med de udgifter, som Danmark samlet set har haft til Grønland.

(Tilføjelse: To dage efter ovenstående kroniks offentliggørelse har DR’s ansvarlige chef erkendt, at dokumentaren ikke skulle have været bragt.)