Ifølge den såkaldte udsætterprotokol kom Nina Marie Hansen til verden på Fødselsstiftelsen ved Amalienborg den 18. november 1824. To dage efter blev hun døbt, og derefter gik der kun yderligere ni dage, inden hun blev anbragt hos en familie. Eller ”udsat”, som det jo hed. Det var hos ”husmand Jonas Pedersen i Nejede i Tjæreby Sogn og hustru Kirsten Rasmusdatter efter hr. pastor Bierregaards anbefaling”.

Her slutter sagen dog ikke, for den 9. februar – altså cirka ni uger efter fødslen – melder en kvinde sig. Det er en fru Nielsen, som kommer med flere oplysninger. Hun siger, at Ninas moder hedder Ellen Christine Christensen, og at hun tjener på Ledreborg som kammerpige.

Er det så også fru Nielsen, der leverer de ekstra oplysninger om faderen og moderen? Det er ikke helt klart. I hvert fald står der i registreringen – skrevet med blyant el.lign. og ikke med pen som det øvrige -, at ”moderen skal være et kønt og vakkert fruentimmer”. Og at det er ”den unge hr. Topsøe”, der menes at være Ninas fader.

Dette fandt jeg selvfølgelig ret interessant. Men jeg måtte vide noget mere.

Jeg granskede udsætterprotokollen nærmere og konkluderede, at der kun yderst sjældent står noget om de biologiske fædre til de børn, der blev født på Fødselsstiftelsen. Det giver mening, for det var jo en del af konceptet: at de nyfødte skulle forlade stiftelsen, uden at der var knyttet ret meget information til dem.

Men der var undtagelser. I en anden sag med et barn ligeledes født i november 1824 identificeres en barnefader som ”Hansen”. Han var søn af en sekretær, som moderen arbejdede hos. Moderen havde ført en retssag mod Hansen og fået 100 rigsdaler udbetalt. Det er mere end det beløb, der normalt fulgte et udsat barn.

I protokollen står der ikke noget om nogen retssag mod hr. Topsøe. Men tanken om, at han som fader skulle bidrage med et beløb til moderen eller barnets videre tilværelse, forekommer ikke helt urimelig. Som rigmandssøn var han nemlig langt bedre økonomisk stillet end både en kammerpige i Ledreborg og en husmand i Nejede.

I Amaliegade – en kort gåtur fra Fødselsstiftelsen – boede Vilhelm Hansen Topsøe, førsteadministrator ved Dansk-Vestindisk Handelsselskab. Hans embedsmandsstilling var en af rigets fornemste, og vi ved fra beskrivelser af hans hjem, at det var luksuriøst indrettet. Der var med andre ord penge nok, og hans to sønner, Søren og Johan Frederik, har ikke manglet noget i deres barndom og ungdom. Det ville heller ikke være svært at finde midler til et ”børnebidrag”.

Men hvorfor får jeg det nu til at lyde, som om det nødvendigvis var enten Søren eller Johan Frederik, der var far til Nina?

Fordi det ikke kan være andre. Vilhelm Hansen Topsøe var den første overhovedet, der brugte navnet Topsøe. Og endnu i 1824 er det kun ham, hans hustru og deres to sønner, der bærer navnet.

Søren er født i 1797. I 1824 er han ansat i Statsgældsdirektionen.

Johan Frederik er født i 1803. I 1824 studerer han teologi. På dette tidspunkt er begge mænd ugift.

Hvem af dem har gjort Ellen Christine Christensen gravid i slutningen af vinteren 1824?

Svært at vide med sikkerhed, for der står som sagt kun ”hr. Topsøe” i udsætterprotokollen. Men hele formuleringen er interessant: ”Den unge hr. Topsøe”. Det må vel næsten forstås sådan, at det er alment kendt, hvem denne hr. Topsøe er?

Som sagt lå Fødselsstiftelsen i Amaliegade ligesom Vilhelm Hansen Topsøes hjem. Det er nærliggende at tro, at den, der har skrevet oplysningerne ind i udsætterprotokollen, har anset det for en slags almen viden, hvem ”den unge hr. Topsøe” var. Og også, at det ikke var nødvendigt at udspecificere yderligere, om det var den ene eller den anden søn.

Derudover kan jeg ikke lade være med at tænke, at det simpelthen har kriblet i fingrene hos den pågældende protokolskriver for at nævne faderens navn. I modsætning til de fleste andre sager om børn af ugifte kvinder var der jo her en velhaver involveret. En mand, som ubekymret og uforsigtigt havde haft samleje med en ung, smuk kvinde – med ingen konsekvenser for ham selv, men med store konsekvenser for kvinden og barnet. Selv med datidens hårdhudede livssyn kan sådan en sag vel godt have givet anledning til en portion forargelse. Især hvis hr. Topsøe har haft kendskab til graviditeten. Det vides ikke. Det er ud fra det foreliggende også en mulighed, at han aldrig nogensinde selv er blevet klar over, at hans møde med kammerpigen førte en fødsel med sig.

Men hvem af dem er det så, denne ”han” – er det Søren eller Johan Frederik?

Ja, jeg gætter altså på, at det er sidstnævnte. I 1824 var Johan Frederik 21 år gammel. Betegnelsen ”ung” passer perfekt til ham. Han er tilmed studerende og har en vis frihed – og sikkert mod på lidt af hvert.

Hans bror er 27 år og statsansat. Det er knap så oplagt at kalde ham ”ung”, i hvert fald ikke når man tager datidens ganske lave levealder i betragtning.

Så jeg tror, at det er Johan Frederik – min tiptipoldefar -, der er far til Nina. Et faderskab, som jeg først nu har ”opdaget”, selvom hans liv i øvrigt er ganske godt beskrevet.

Nogle år efter sagen om den lille pige bliver han præst. I 1832 indgår han ægteskab med Caroline Jacobine Wulff, min tiptipoldemor. To år senere bliver han far til Frederik Vilhelm, min tipoldefar, som får mellemnavnet Wolfgang, fordi Johan Frederik er en passioneret musikelsker og Mozart-fan. 

Mon livsnyderen Johan Frederik Topsøe nogensinde har fortalt sin kone og børn om sin fortid som “Don Juan”? Næppe.

Og hvad så med lille Nina – hvordan gik det hende? Det undersøger jeg i det tredje og sidste opslag, som er her.

Foregående afsnit:
En fødsel i Amaliegade (1:3)