Nyfundne breve fortæller om krig og kærlighed på H.C. Andersens tid

Der var nyforelskelse og storpolitik på programmet, da journalist Jacob Topsøe den 29. februar 2024 gæstede Egedal Kirkes foredragssal.

Han er tiptipoldebarn af den præst, Peter Elias Hall, der boede med sin familie i Karlebo præstegård fra 1854 til 1863.

For få år siden fandt Jacob Topsøe frem til flere tusind breve og billeder tilhørende den gamle præsteslægt. De giver ikke blot et enestående indblik i livet i en præstegård i sidste halvdel af 1800-tallet. De rummer også masser af Danmarkshistorie, for familien Hall havde nære bånd til både kongehuset, Christiansborg og landets mest berømte kulturpersonligheder.