Den 29. november 1824 fyldes de små rum i Jonas Pedersens hus med spædbarnsgråd. Den 11 dage gamle Nina er lige ankommet. Nu er det op til ham og hans hustru Kirsten Rasmusdatter at tage sig af den lille pige.
Det var offentligt kendt, at husmandsfamilien i Nejede var parat til at tage imod et plejebarn. En præst havde formidlet oplysningen videre til Fødselsstiftelsen inde i København, og på den måde var der fundet et hjem til Nina Marie Hansen.
Angiveligt arbejdede den biologiske moder som tjenestepige på Ledreborg, mens faderen var direktørsønnen Johan Frederik Topsøe. Begge var ugifte, og den sociale kløft mellem dem afgrundsdyb. Ud fra datidens normer var det udelukket, at nogen af de to kunne komme til at se Nina vokse op. I stedet endte hun – som ved et lotteri – i Nejede, der ligger nær Arresø i Nordsjælland.
Jonas Pedersen var placeret et godt stykke nede på samfundets rangstige. Som husmand havde han ganske vist – som betegnelsen antyder – et hus at bo i, men for at forsørge sin familie måtte han tage arbejde andre steder, typisk på en gård i nærheden. Nu var der så kommet et spædbarn ind i husstanden, og det barn skulle jo også brødfødes. I hvert fald i nogle år, indtil det kunne begynde at hjælpe til med det praktiske.
For at aflaste plejefamilierne økonomisk var der afsat nogle bestemte beløb, som blev udbetalt i barnets første leveår. Beløbene fremgår af et af de tre dokumenter fra udsætterprotokollen, der omhandler Nina Marie Hansen. I barnets første år blev der ydet 1 rigsdaler ugentligt, i andet og tredje år var beløbet kun 4 mark, mens det i 4., 5. og 6. leveår var 3 mark pr. uge. Dertil kom, at forældrene slap for at betale, hvis barnet skulle tilses af distriktslægen. Hvis barnet døde, inden det blev seks år gammelt, var der ”fri Jord og Jordspaakastelse”.
Omtrent så meget kunne jeg uddrage alene af udsætterprotokollen fra november 1824, men var der mere information at vride ud af sagen?
Det er vanskeligt, når vi er så langt tilbage i tid. Der er f.eks. slet ikke foretaget nogen folketællinger i Danmark fra 1801 til 1834. Men lidt har også ret, så jeg gik på jagt i Rigsarkivets uendeligt store databaser.
Det startede trægt. Jeg tog udgangspunkt i udsætterprotokollens oplysning om ”Nejede i Tjæreby Sogn” og klikkede mig møjsommeligt igennem kirkebøger og folketællinger for Tjæreby Sogn. Det tog et par timer – og gav intet! Navnet Jonas er ellers ret usædvanligt i 1820’erne, så det burde falde i øjnene. Kunne familien være flyttet et andet sted hen? Det kunne de vel godt. I så fald var det en nål i en høstak.
Men så kiggede jeg lidt nærmere på stedet Nejede. Og opdagede, at det faktisk ikke hørte under Tjæreby, men derimod Alsønderup Sogn. Hvorpå jeg bladrede igennem Alsønderup Sogns gamle, indscannede bøger. Det kræver en vis tålmodighed, det med den digitale bladring (også selvom det da er noget nemmere end at skulle sidde med de originale bøger inde i Rigsarkivets fysiske lokaler).
I kirkebogen ser jeg, at Jonas og Kirsten i sommeren 1811 får en søn: Niels. Andetsteds finder jeg oplysningen om, at Niels som 23-årig bliver gift med en pige, Anne Cathrine, fra samme landsby. Under folketællingen fra 1834 konstaterer jeg, at Jonas og Kirsten, der på det tidspunkt er hhv. 49 og 50 år gamle, kun har én anden person boende – en Mette Hansdatter, der er 58 år og ugift.
Hmm. Det giver jo god mening, at Niels i 1834 ikke længere bor i huset, da han er blevet gift året før. Men det efterlader spørgsmålet: Hvad med Nina Marie Hansen? Hun skulle være 10 år på dette tidspunkt. Stadig så lille, at hun burde bo hos sine plejeforældre.
Med nogen bekymring laver jeg et nyt opslag i Rigsarkivet. Denne gang under ”Døde Kvindekiøn” i Kontraministerialbogen.
En lidt mærkelig disciplin: Man vil gerne støde på et resultat – og alligevel vil man helst ikke. Nina havde jo overlevet den første risikable tid efter udsættelsen. Hun fortjente et langt og godt liv.
Der er ingen Nina Marie Hansen at finde under døde af hunkøn i Alsønderup Sogn for året 1824. Heller ikke for året 1825. Heller ikke for 1826. Eller for 1827. Eller for 1828. Eller for 1829. Eller for 1830. Men så.
Under året 1831 – allernederst på siden – står et navn skrevet med tydelig skråskrift. ”Nine Marie Hansdtr.”. Et øjeblik tænker jeg, at det måske ikke er Nina – at det bare er en pige, der har cirka samme navn.
Men længere til højre står den oplysning, der ikke efterlader nogen tvivl: ”Et Plejebarn fra Fødselsstiftelsen i Kbvn. hos Jonas Pedersen i Nejede. 6½ Aar.”
Så der sluttede det altså for lille Nina.
Nina døde den 18. april 1831 og blev begravet seks dage efter.
Der står intet om dødsårsagen i Kontraministerialbogen. Og dødsattester har man først fra 1840 og frem. Så jeg tror ikke, der er mere at finde nogen steder.
Hun kan være død af en smitsom sygdom. En ulykke. Noget medfødt. Et barn, der på denne tid ikke kunne ligge ved sin mors bryst de første uger og måneder, har sikkert ikke haft de bedste vilkår for at opbygge et robust helbred.
Men hun nåede dog at blive godt og vel seks år gammel. Og dermed gjaldt bestemmelsen om kompensation for begravelsen ikke længere. Så de udgifter har Jonas Pedersen og Kirsten Rasmusdatter efter alt at dømme selv måttet betale.
Tre år senere kom min tipoldefar Frederik Vilhelm Wolfgang Topsøe til verden. Han voksede op i et trygt hjem med sin mor og sin far. Der findes beskrivelser af, hvordan lille Frederik Vilhelm ofte kunne ses i de københavnske gader gående med sin far, Johan Frederik, i hånden. De er sikkert tit kommet forbi Den Kongelige Fødselsstiftelse, som lå på samme gade som Johan Frederik Topsøes barndomshjem.
Jeg tvivler på, at Johan Frederik nogensinde har nævnt, at der inde bag de mure engang blev født en lille pige, som han var far til. Hvis han da overhovedet selv har vidst det.
De øvrige afsnit:
En fødsel i Amaliegade (1:3)
En fødsel i Amaliegade (2:3)