Udskældt skandalemager får oprejsning af sin navnebror i ny bog

Af Jacob Topsøe, journalist og forfatter

Det var i min gymnasietid i Sorø, at jeg første gang stiftede bekendtskab med forfatteren og journalisten Vilhelm Topsøe. Han var nævnt i en bisætning. Der stod, at hans værk ”Jason med det gyldne skind” blev regnet for den første naturalistiske roman i dansk litteratur.

Jeg konstaterede samtidig, at der ikke var blevet plads til forfatteren i den litteraturhåndbog, som vi benyttede i dansk. Den havde kapitler om Herman Bang, J.P. Jacobsen, Henrik Pontoppidan og flere andre 1800-tals-forfatter. Men ingen om Vilhelm Topsøe.

Manden var godt nok banebrydende, men altså ikke banebrydende nok. Det var den konklusion, jeg vist stillede mig tilfreds med dengang. At jeg også havde en slægtsforbindelse til Vilhelm Topsøe, var da pirrende, men ikke så meget, at det fik mig til at dykke ned i hans forfatterskab for alvor.

Den litterære efterkommer
Godt 30 år senere, på en grå januardag i 2023, ringer jeg på døren hos Vilhelm Topsøe. Ja, ikke dén Vilhelm Topsøe – han døde i 1881. Men en anden Vilhelm Topsøe, også forfatter og journalist, født 1944. Det er første gang, jeg møder ham.

Anledningen er, at jeg har opstøvet en stor mængde arkivmateriale fra min gren af Topsøe-slægten. Der er mange tråde til nogle af rigets mere kendte personligheder i det 19. århundrede, og min tanke har gået på, om ikke Vilhelm Topsøe kunne have interesseret sig for noget af dette.

Det viser sig at være mere end sandt.

Han fortæller mig, at han i en årrække har arbejdet på en biografi om sin oldefars bror, sin navnebror. Nu er manuskriptet stort set færdigt, så det er et spørgsmål om tid, før bogen udkommer, siger han.

Så graver han lidt i reolen og bladrer op på en kort passage, hvori min tipoldefar er nævnt. En passage, som siger ikke så lidt om, hvorfor Vilhelm Topsøe var fraværende i min gamle litteraturhåndbog. Det vender vi tilbage til.

En iagttager af samtiden
Der skulle gå yderligere to år og to måneder, før Topsøes Topsøe-biografi kom i handlen, men nu er den altså ude. Den hedder ”Den unge Vilhelm Topsøe” med undertitlen ”En journalist, satiriker og forfatter skildrer årene omkring 1864”.

Bogen har et litterært spor og et samfundshistorisk spor.

I det litterære spor refereres og kommenteres Vilhelm Topsøes væsentligste frembringelser, navnligt de satiriske og digteriske og i mindre grad de journalistiske.

I bogens samfundshistoriske spor gøres rede for den politiske udvikling umiddelbart før krigen i 1864 og de følgende par årtier.

Vilhelm Topsøe var i allerhøjeste grad politisk interesseret, fra 1872 var han chefredaktør for Dagbladet – tidens måske mest betydningsfulde avis -, og derfor giver det god mening at betragte hans tekster i lyset af de omvæltninger, som prægede Danmark i hans samtid.

Nærbillede af en krig
Dette gælder ikke mindst novellen ”I Solskin” fra 1867. Vilhelm Topsøe – altså den nulevende Vilhelm Topsøe – betegner ”I Solskin” som et naturalistisk mesterværk.

Den skildrer en velstående provinsfamilies oplevelse af konflikten med Preussen før, under og efter den skæbnesvangre krig. Familien bliver et spejl på hele Danmarks reaktion på begivenhederne, og helt tæt på kommer det ved meddelelsen om en ung mands død ved fronten.

Det er dog ikke de ydre dramatiske hændelser, der er tyngdepunktet, hverken i denne fortælling eller i andre af Vilhelm Topsøes værker. Topsøe er mest optaget af de små bevægelser i forholdet mellem mennesker. Det kan være et blik, en erindring, en tilnærmelse, en afvisning.

Det er heri, at naturalismen ligger. Som nutidens Vilhelm Topsøe citerer en tysk litteraturhistoriker for: ”Sjælelige forløb skal belyses med den psykologiske forsknings præcision, situationer skal beskrives med fotografisk nøjagtighed.”

Den stille roman
Denne bestræbelse viderefører Topsøe i sin roman ”Jason med det gyldne skind”, udgivet anonymt i 1875.

Fortællingen drejer sig egentlig om utroskab, og klimaks kunne have været, at forholdet mellem en ugift mand og en gift kvinde bliver afsløret under gråd og tænders gnidsel. Men sådan en forfatter er Vilhelm Topsøe ikke. Han er realist, og hans hensigt er ikke at dramatisere. Ergo: Efter at det hemmelige forhold er løbet ud i sandet, lader han sin hovedperson drage til Jylland, hvor han indleder et mindre spændende forhold til en ny kvinde.

Det hele er meget afmålt og nøgternt. Noget, vi også møder hos en forfatter som Herman Bang, der var stærkt inspireret af Vilhelm Topsøe. Hos Bang leder man oftest forgæves efter hæsblæsende action. Et af hans største værker hedder meget sigende ”Stille eksistenser” (1886).

Topsøe-skandalen
Som person var Bang på ingen måde stille. Og det var Vilhelm Topsøe heller ikke. Han langede ud mod både højre og venstre i det politiske spektrum, og ved mindst én lejlighed skete det endda korporligt.

Det var i marts 1870, hvor han arbejdede som rigsdagsreferent for Dagbladet. Birger Steenstrup, et medlem af Folketinget, udtalte i salen kritik af noget, som Topsøe og hans kollega Damkjær havde skrevet. Det gjorde de to journalister så vrede, at de bad ham komme ud til dem på gangen. Her eskalerede situationen yderligere, og politikeren modtog et slag på siden af hovedet, før de tililende kunne nå at gribe ind.

En kæmpe skandale selvsagt. ”Hr. Topsøe gav Steenstrup en Ørefigen,” skrev H.C. Andersen i sin dagbog.

Jeg var ung journaliststuderende, da jeg første gang læste om det groteske optrin på Christiansborg. En smule imponeret var jeg over den kompromisløse 29-årige reporter, som jeg deler efternavn med. Det er nogle gange lidt for nemt at skælde ud på medierne. Her var der én, der sagde fra.

På en alt for voldsom måde selvfølgelig. Og Topsøe blev dømt i retten for sin lussing (omend knap nok straffet). Hans chef sendte ham derpå til udlandet for at dæmpe gemytterne.

I unåde
Var det Topsøes ilterhed, der kom til at koste ham en plads blandt Danmarks mest respekterede forfattere? Måske.

I al fald peges der i ”Den unge Vilhelm Topsøe” på, at Georg Brandes havde kendt Vilhelm Topsøe lige siden ungdomsårene – og afskyet ham. Årsagen til denne afsky er tilsyneladende ukendt. Men i juli 1860 møder Georg Brandes min tipoldefar Vilhelm Topsøe (ja, jeg beklager, men der er altså mange Vilhelm’er i den familie). Og fra Brandes’ dagbogsoptegnelser har vi så de tre ord, som blev læst op for mig den januardag i 2023. Min tipoldefar betegnes her som en ”fætter til bæstet”.

”Bæstet”! Mere indædt kan et had vel ikke blive.

Da Georg Brandes 23 år senere udkommer med sin epokegørende ”Det moderne Gennembruds Mænd” er Vilhelm Topsøe ikke nævnt. Dette kritiseres af Herman Bang. Brandes svarer, at fravalget af Topsøe skyldes deres mangeårige indbyrdes strid – uden i øvrigt at fremlægge dokumentation for den. Sagligt og sympatisk? Nej.

Som bekendt spillede Georg Brandes en definerende rolle for litteraturens retning i slutningen af 1800-tallet, og bogen ”Den unge Vilhelm Topsøe” efterlader det klare indtryk, at Brandes’ subjektive antipatier blev skæbnesvangert for Vilhelm Topsøes litterære eftermæle.

Tidlig bortgang
Selv kunne Topsøe ikke opponere. Han døde af difteritis i 1881, blot 40 år gammel.

”Hvad for en Ulykke eller Lykke (hver sit Syn!) var dog ikke Topsøes Død!” skriver Herman Bang i et brev et par uger efter. Topsøe havde delt vandene, kan man roligt sige.

I 1922 udkom litteraturhistoriker Vilhelm Andersen (endnu en Vilhelm) med en biografi om Vilhelm Topsøe. Den gav i nogen grad den naturalistiske forfatter oprejsning – men han var altså fraværende i min danskundervisning i gymnasiet 70 år senere.

Det er ikke sikkert, at den nye biografi vil føre Vilhelm Topsøe op blandt de allerstørste litterære stjerner. Men det er den mest grundige portrættering af ham i de sidste 100 år, og den giver et værdifuldt indblik i, hvordan den kølige, objektive realisme tog sine første spæde skridt i Danmark for ca. 160 år siden.