I produktionen af serien “Kåre spidder myter”, som i skrivende stund er nået til afsnit 8, er vi stødt på et væld af gode historier. Nogle har været rene misforståelser og opdigtede sagn, men enkelte har på finurlig vis også haft et stænk af virkelighed i sig. Og det gør dem særlig interessante.
Historien om sukkeret i Mønbroen er for eksempel ret fantastisk. Myten er, at den cement, der indgår i bropillerne, er blandet op med sukker. Formålet var angiveligt at underminere hele konstruktionen allerede i byggefasen. Mønbroen blev nemlig færdigbygget under Anden Verdenskrig, og nogle af de danske bygningsarbejdere havde en plan om at genere den tyske besættelsesmagt ved at lave en bro, der ikke kunne holde.
Så vidt myten. Historien er jo en lille smule ulogisk, for dels ville den strategiske gevinst ved at opføre en dårlig bro være ret så beskeden, og dels har historien jo bevist, at broen har holdt ganske udmærket. Godt nok opstod der i 00’erne behov for at renovere bropillerne for et stort millionbeløb, men ingeniørerne, som var involveret i renoveringen, fandt ingen underlige ingredienser i cementen, da de undersøgte den. I øvrigt har jeg selv interviewet en mand, som havde været med til at bygge Mønbroen, og han forsikrede, at den var bygget “solidt og godt nok”.
Historien om sukkeret i cementen er efter alt at dømme bare en vandrehistorie. Noget lignende kendes fra den jyske vestkyst, hvor myten har lydt, at modstandsfolk havde blandet sukker i den cement, der blev brugt til de tyske bunkere. Det er der heller ikke skyggen af belæg for.
Alligevel er der et gran sandhed i det med sukker i Mønbroen. For sukker har der faktisk været. På broen var der nemlig et rør, der transporterede sukkersaft mellem Mern og Stege! Indtil for få år siden kunne det ses ved broens rækværk, og vi har talt med ældre lokale beboere, der stadig kunne huske det sted, hvor rørledningen gik fra grøften langs vejen og ind i selve broen. Det lykkedes os ikke at finde stedet, men konklusionen er, at selvom historien om sukkeret i bropillerne er en myte, så er Mønbroen stadig en sukkerbro. Eller VAR det i hvert fald indtil for nylig.
Historien om Mønbroen er med i programmet “Kåre spidder myter – i Vordingborg Kommune”. I alt behandler programrækken ca. 60 myter fra Lolland-Falster, Møn og det halve Sjælland. Hvis man ikke får set programmerne “live” på TV ØST (de sendes på torsdage resten af året), så kan man nemt finde en genudsendelse, og ellers er der tveast.dk, hvor programmerne ligger frit tilgængelige.