På selveste dagen, hvor Christian den 10. red over grænsen, bringer Jyllands-Posten den kronik, som jeg har skrevet sammen med lektor emeritus fra RUC, Klaus Schulte.

Anledningen er Genforeningen, men i kronikken sætter vi navnlig fokus på tiden derefter, og på, hvorfor grænsen ikke har flyttet sig siden 1920. Det kunne den meget vel have gjort lige efter Anden Verdenskrig. Men fordi flertallet på Christiansborg var bange for det nye Tyskland efter Hitlers fald, gav Danmark afkald på muligheden for en ændret grænsedragning.

Det var altså ikke – som man ellers kunne forledes til at tro – tolerance og optimisme, der sikrede, at grænsen blev liggende. Det var frygt og mistro. Og denne frygt og mistro var ikke mindst at finde på midten og til venstre i det politiske spektrum. Det fremgår allerede af kronikkens overskrift, som er et citat fra en valgannonce fra Radikale Venstre op til valget i 1947: “Vi vil ikke have flere tyskere ind i landet”.

Først senere vandt troen på et fredeligt naboskab med Tyskland indpas.

Kronikken bygger bl.a. på kildemateriale, som jeg har gravet frem og brugt under studierne på Roskilde Universitet for år tilbage.