TILBAGE PÅ SKURKELISTEN
En tidligere irakisk hærchef er et stort navn i Mellemøsten, hvor man er ligeglad med, at han er efterlyst for krigsforbrydelser. Nu er det 20 år siden, at han flygtede fra Danmark. Én mand tror stadig på en retssag.
Af Jacob Topsøe
Opgangen ligner de andre opgange i ejendommen, men for mig er den ikonisk.
Det var her – på 1. sal i nummer 40 -, at den forhenværende irakiske hærchef Nizar Al-Khazraji boede med sin familie i to år. Det var her, at journalister stod i kø op ad trappen for at få ham til at udtale sig om sin sag. Oftest forgæves.
I begyndelsen af dette århundrede var eks-hærchefens sag en af de mest omtalte i Danmark. Kulminerende en martsdag i 2003, da han pludselig var pist væk. Skandalerne væltede frem i årene, der fulgte. Siden blev han næsten glemt. Eller fortrængt – som et pinligt og uforløst bekendtskab.
I dag nyder han sin aktive pensionisttilværelse i trygge arabiske rammer, kendt og respekteret i vide kredse i Mellemøsten. Eneste lille minus er, at Interpol for nylig har sat ham tilbage på listen over efterlyste personer.
Alt dette virker meget fjernt, når man går rundt i det boligkvarter, som Al-Khazraji forlod for 20 år siden. Her er der stille og fredeligt, som der i almindelighed er i Sorø. Største forskel på før og nu: Dagli’Brugsen, der lå skråt overfor det rødmurede lejlighedsbyggeri, er revet ned, og nye huse skudt op.
På Brugsens parkeringsplads stod jeg som reporter engang i 00’erne og interviewede forbipasserende kunder om, hvad de mente om hærchefsagen. Og om de havde set noget mistænkeligt. Det havde ingen af dem. Men de fleste smilede skævt, mens de talte. Der var et eller andet komisk over, at det lille samfund pludselig blev kædet sammen med arabiske konflikter og ministerkritik på Christiansborg.
Det tydeligste tegn på, at alt ikke var helt normalt, mens Al-Khazraji boede her, var de politibiler, der holdt ved ejendommen. Politiet overvågede ham både af hensyn til hans sikkerhed og for at forhindre ham i at stikke af. Det var i al fald antagelsen.
Fra asyl til husarrest
Nizar Al-Khazraji befandt sig i Danmark på såkaldt tålt ophold. Det betød, at han ikke opfyldte kriterierne for asyl, men omvendt heller ikke kunne udvises af landet. Da myndighederne gravede dybere i hans fortid, ændrede sagen karakter. Nu var han sigtet for krigsforbrydelser, og da retten i Sorø anså det for sandsynligt, at han ville prøve at flygte, blev han varetægtsfængslet i surrogat. En slags husarrest, hvor han kun undtagelsesvis måtte bevæge sig væk fra hjemmet.
En af dem, der havde presset på for at få Al-Khazrajis gerninger behandlet af retssystemet, er 61-årige Darsim Peshewa. Ham mødte jeg for nylig for første gang. Han er kurdisk flygtning, bosiddende i Horsens, og han har lige siden slutningen af 1980’erne været optaget af sagen om Saddam Husseins tidligere nære medarbejder.
”Jeg mener jo, at Al-Khazraji er ansvarlig for folkedrab. Han er 100% skyldig,” siger Darsim Peshewa.
Darsim Peshewa og hans familie har selv været ofre for det brutale irakiske regime.
I 1980 blev hans bror og hans fætter arresteret – anklaget for ulovlige politiske aktiviteter. 10 måneder senere blev de henrettet. I 1986 var det Darsim Peshewa, der kom i fængsel. Han overlevede de 2½ år, men hans højre arm og højre fod led varig skade efter gentagen tortur.
Alligevel er det ikke denne personlige oplevelse, der i dag gør ham forbitret på eks-hærchefen. Den store forbrydelse ligger i de angreb, som blev udført mod kurdiske byer i det nordlige Irak i 1988. Op mod en kvart million kurdere mistede livet, tusindvis af dem blev dræbt af giftgas. Det hele skete, mens Nizar Al-Khazraji var øverste chef for Iraks hær.
”Han har forsøgt sig med forskellige løgnehistorier,” siger Darsim Peshewa. ”F.eks. at det var en anden, der tog beslutningen. Han har også påstået, at det var Iran, der foretog giftgasangrebene. Sagen er bare, at ordren til aktionen mod kurderne har hans underskrift på, og han er blevet fotograferet i et af de ramte områder kort efter, at et angreb var gennemført.”
Darsim Peshewa er i besiddelse af en uendelig mængde dokumenter om sagen. Og avisudklip og videoer. Der er næppe sagt eller skrevet et ord om hærchefen i de sidste 20 år, uden at Darsim Peshewa har en kopi af det liggende.
Meget af den indsamlede dokumentation har han sendt videre til de myndigheder, der har stået for sagsbehandlingen, for han har aldrig opgivet tanken om at få Nizar Al-Khazraji dømt.
”Om han så skulle få mange år i fængsel eller bare to måneder – det er ikke så vigtigt for mig. Men det er vigtigt for mig at få en domstols ord for, om han har begået folkedrab.”
”Men der er løbet meget vand under broen siden giftgasangrebene og flugten fra Sorø, er der ikke?” spørger jeg.
”Jo, men der er gået endnu længere tid siden Anden Verdenskrig, og man fører jo stadig sager mod ansvarlige fra kz-lejre. De fleste af dem har endda langt færre menneskeliv på samvittigheden end Nizar Al-Khazraji.”
Flugt afbrød retssag
Faktum er, at retssagen har ligget stille i 20 år. Det hele gik i stå midt i marts 2003, da Nizar Al-Khazraji brød sin husarrest og forsvandt fra Sorø. Uden at nogen så det.
Det er aldrig blevet fastslået, hvordan og hvornår flugten præcist foregik. Men tilsyneladende gik han bare ned ad trappen og ud ad hoveddøren – som jeg står ved lige nu.
En ældre mand med rollator er kommet ud fra en opgang lidt længere henne. Han undrer sig vist over, hvorfor jeg går rundt dér og fotograferer.
”Boede du også her, dengang hærchefen boede her?” spørger jeg ham.
”Jah,” lyder det. ”Men jeg boede i en af de andre lejligheder dengang.”
”Hvad kan du huske fra den tid?”
”Ikke så meget. Men der skete jo en hel del.”
”Du må have boet tæt på Søren Christensen?”
”Njah, han boede jo i opgangen ved siden af min.”
Søren Christensen var en af de beboere, jeg talte med, da jeg i de første år researchede på den tidligere hærchefs forsvinden. Den daværende formand for beboerforeningen er flyttet i mellemtiden, men jeg fandt frem til hans nye telefonnummer. Han husker stadig virakken. Og hærchefen.
”Jeg udvekslede aldrig ord med ham, men nikkede til ham, når vi passerede hinanden ude på fortovet. Han gik jo tit over til Brugsen og handlede,” fortæller Søren Christensen.
Søren Christensen ser tilbage på sagen med stor undren.
Dels finder han det ”fuldstændig mærkeligt”, hvordan Nizar Al-Khazraji kunne flygte, når det almindelige var, at der holdt 1-2 politibiler ved ejendommen.
Og dels forstår han ikke, hvorfor han aldrig selv er blevet kontaktet af myndighederne. Han var trods alt beboerforeningsformand. Og han havde faktisk observeret noget en nat omkring det antagede flugttidspunkt: En skikkelse, som lignede hærchefen, gående hen mod to sorte biler, der holdt ude foran nummer 40. Søren Christensen fortalte i et tv-interview om sine iagttagelser, men der kom aldrig nogen fra politiet og fulgte op.
”Det virkede som om, de tog meget løst på det hele,” siger Søren Christensen.
Forgæves advarsel
Heller ikke Darsim Peshewa er imponeret af myndighederne. Han fortæller (og kan dokumentere), at han i februar 2003 tog kontakt til de relevante myndigheder. Med baggrund i kilder i Mellemøsten advarede han om en tiltagende risiko for, at Al-Khazrajis ville flygte fra Sorø for at få del i magten i Irak efter Saddam Husseins fald. Peshewa opfordrede i utvetydige vendinger til et skærpet opsyn omkring lejligheden.
Det var alt sammen forgæves. Få uger efter skete dét, han forudså ville ske. Hans indtryk er, at advarslen enten blev ignoreret eller bare aldrig kom videre end til den sagsbehandler, der tog imod den.
Og dog ligger det fast, at overvågningen en overgang var ganske intensiv.
Det var i en periode kort før udbruddet af Irak-krigen. Fra et parcelhus på den modsatte side af vejen overvågede politiet hærchefens opgang døgnet rundt. Jeg ved det, fordi beboeren i huset røbede det for mig i et interview i vinteren 2004. Han undrede sig samtidig over, at døgnovervågningen var sat i bero på det tidspunkt, hvor hærchefen forsvandt.
Og der var mere, der vakte forundring. Et par år senere fandt jeg nemlig ud af, at politiet aldrig undersøgte hærchefens kælderrum efter flugten. Her lå der ellers en god stak dokumenter fra hærchefens egen hånd, bl.a. breve med oplysninger om hans samarbejde med CIA. Hvis man fra politiets side virkelig var ivrig efter at finde den flygtede, ville man så ikke i det mindste have ledt efter spor i den ejendom, som han var flygtet fra?
Dette og andre spørgsmål blev rejst overfor justitsminister Lene Espersen, som parerede det bedste, hun kunne. Især Enhedslisten kløede på. Kernen af kritikken lød: Enten er der folk i systemet, der har hjulpet eks-hærchefen med at undslippe – eller også er de ansvarlige myndigheder uduelige.
Der er i de 20 år, der er gået, aldrig fundet dokumentation for det første. Skal man følge logikken, må det vel så være det sidste, der er tale om.
Populær på YouTube
Interessant har det været for mig at følge de danske myndigheders jagt på flugtfangen. Eller manglen på samme. Bortset fra en efterlysning via Interpol har det lignet en halvhjertet indsats.
Det har gennem årene ligget nogenlunde fast, at Al-Khazraji opholdt sig i De Forenede Arabiske Emirater. Men hvor man fra dansk side har haft travlt med at bearbejde oliestaten i eksempelvis sagen om den svindelmistænkte Sanjay Shah, så har sagen om Nizar Al-Khazraji ligget mere stille. Da jeg i 2012 talte med landets danske ambassadør, fortalte han, at han aldrig havde fået nogen henvendelser om sagen hjemme fra Danmark.
Heller ikke Darsim Peshewa har fået noget at vide om, hvad myndighederne har foretaget sig i forhold til De Forenede Arabiske Emirater.
”Vi har jo haft en Muhammedkrise i mellemtiden. Måske har man været bange for, at problemerne med Muhammedtegningerne skal dukke op igen, hvis man presser for meget på,” siger Darsim Pershewa.
Et nærmere indblik i Danmarks indsats for at finde den forsvundne hærchef virker umuligt at skaffe. Eksempelvis var der ingen kommentarer at få fra dansk politi, da manden for et års tid siden forsvandt fra Interpols liste over efterlyste. Var han død? Havde Danmark endegyldigt opgivet eftersøgningen? Interpol havde lige fået ny chef – en herre fra De Forenede Arabiske Emirater. Måske var der en sammenhæng dér? Intet svar.
Men i forbindelse med researchen til denne artikel kunne jeg ved en ny søgning konstatere, at Al-Khazraji er kommet med igen. ”Participation to murder,” som der står under Interpols beskrivelse af ham. Om genopslaget skyldes presseomtalen, vides ikke. Men det betyder i hvert fald, at hvis den nu 84-årige pensionist skulle få lyst til at rejse til udlandet, kan han komme i problemer.
Jeg tvivler på, at det bliver aktuelt. Tværtimod peger alt i retning af, at han nyder sit otium og på ingen måde er tynget af mistanken om krigsforbrydelser.
Blandt andet har han udgivet to erindringsbøger, og han har sågar medvirket i forskellige tv-interview.
Sidste år blev han således interviewet til den Qatar-baserede tv-kanal Al Araby. Et meget langt interview, der blev vist i flere afsnit. På YouTube har videoerne i alt haft over 5,2 millioner visninger, og der er masser af opbakning til ham i kommentarfelterne.
”Manden er beundret af mange i Mellemøsten,” forklarer Darsim Peshewa. ”For dem er han en krigshelt, der kæmpede mod iranerne for den arabiske sag. Der er også en del tidligere Saddam Hussein-støtter blandt hans tilhængere.”
Al-Khazraji bliver mest brugt som kommentator og som kilde til viden om Iraks nyere historie. Om sin tid i Danmark taler han mindre.
”None of my business”
Jeg kontaktede engang en universitetsmand i Qatar, som Al-Khazraji havde samarbejdet med om en af bogudgivelserne. Mit mål var at få den tidligere hærchef i tale. Men som så mange andre danske journalister har oplevet det, var forsøget en nitte. Mit argument med, at hærchefen havde efterladt mange ubesvarede spørgsmål i Danmark, faldt også til jorden:
”What was in Denmark, Mr. Topsoe, is none of my business,” lød det tørt i svarmailen fra Qatar.
En typisk reaktion. Darsim Peshewa er stødt på lignende afvisninger flere gange. I Mellemøsten er der – generelt betragtet – en meget lille interesse for både flugten fra Danmark og de forbrydelser, som eks-hærchefen er mistænkt for. Og det lader heller ikke til, at hans personlige arabiske ”beskyttere” anser en udlevering til det lille land højt mod nord for en påtrængende opgave.
Spørger man Darsim Peshewa, så tvivler han da også på, at den folkedrabsmistænkte nogensinde kommer tilbage til Danmark. Men det bør ikke afholde Danmark fra at føre en retssag, mener han:
”Det var forkert at stoppe sagen dengang i 2003. Det var en stor smerte for os kurdere. Men man kan nå det endnu. Genoptage afhøringen af vidner og granske sagsakter og lade retten nå frem til en afgørelse om skyldsspørgsmålet. Han behøver ikke være til stede.”
”Men det skal gå lidt hurtigt,” tilføjer Peshewa. ”Det er jo en gammel mand, det handler om.”
I Sorø kommer det i hvert fald ikke til at foregå. Det var ellers i Sorøs historicistiske tinghus – et par kilometer fra Nizar Al-Khazrajis bopæl -, at retsmøderne fandt sted dengang. Men bygningen fungerer ikke længere som retsbygning. Tiden løb fra den, ligesom tiden truer med at løbe fra retsopgøret mod den tidligere irakiske hærchef.
Husk at kreditere Topsøe Medier eller journalist Jacob Topsøe, hvis du citerer fra artiklen eller på anden måde bruger oplysninger derfra. Du kan også kontakte Topsøe Medier.
Mere om dækningen af hærchefsagen her.