De sidste skridt mod Grundloven: 23. maj 1849

I det sene forår 1849 var de danske politikere ved at lægge sidste hånd på rigets nye, epokegørende grundlov. Men der var også andre ting at tage sig af. Blandt andet var Danmark i krig med Preussen og de oprørske slesvig-holstenere.

I Statsrådet mødtes kongen og ministrene med nogle dages mellemrum for at drøfte situationen i landet. Referaterne fra de møder eksisterer endnu.

For hvert møde frem mod Grundlovens endelige vedtagelse (5. juni 1849) kommer der her på sitet et lille resumé af de forhandlinger, der fandt sted for præcis 175 år siden.


Ministermøde onsdag d. 23. maj 1849

Ministrene indleder med at vedtage, at valglovsudkastets formulering om diæter skal blive stående. Når man vælges, er man hermed berettiget til 2 rigsbankdaler dagligt.*

Derefter kommer der en længere fremlæggelse af planerne med den såkaldte civilliste.** Det handler om nuancer. Kongen skal tilgodeses, men idet enevælden afskaffes, skal offentligheden også have del i kulturarven.

F.eks. skal Charlottenborg Slot høre under staten og benyttes til kunst.

Til gengæld bevarer kongen retten til jagt i bestemte skove. De dyr, der nedlægges, må kongen disponere frit over, hvis han vælger at overtage omkostningerne for det samlede jagtvæsen i skoven.

Finansminister Sponneck og minister Clausen voterer imod jagtbestemmelsen. De mener ikke, at kongen skal kunne bestyre jagten i et helt område, ligesom de heller ikke synes, at kongen skal kunne undgå at betale for jagtbyttet.

Men flertallet stemmer for forslaget.

Hvad de to næste punkter angår, er der fuld enighed. Det ene handler om kongens rolle som militær rådgiver. Dette spørgsmål skal ikke inddrages, da det udelukkende er et militært anliggende, fastslår statsrådet.

Det andet punkt, som der er enighed om, er størrelsen af civillisten. Den fastsættes til 600.000 rigsbankdaler. Et af de fremsatte argumenter for netop dette beløb er, at ”det vilde være mindre passende ikke at fastsætte Civillisten for Danmarks Rige til en rund Sum”.

Læs om det foregående statsrådsmøde her.


*) I en sen redigering af Junigrundlovens ordlyd ændres udtrykket ”Diæt” til ”dagligt Vederlag”. Det fremgår af hhv. § 38 og 43, at både medlemmerne af Folketinget og Landstinget modtager vederlag.

**) Civilliste er betegnelsen for de goder, som samfundet bevilliger kongen. Civillisten består dels af apanagen, altså en årlig ydelse tildelt via finansloven, og dels af rådighedsretten over en række bygninger og større genstande. Det er med Junigrundloven, at begrebet civilliste indføres (§ 16).

Kongelige personer i fuld gang med at jage kronvildt – med hjælp fra hunde. I flere store danske skovområder var det kun kongen, der måtte bedrive jagt. Det særlige royale privilegium blev i nogen grad bevaret efter enevældens afskaffelse.