I det sene forår 1849 var de danske politikere ved at lægge sidste hånd på rigets nye, epokegørende grundlov. Men der var også andre ting at tage sig af. Blandt andet var Danmark i krig med Preussen og de oprørske slesvig-holstenere.
I Statsrådet mødtes kongen og ministrene med nogle dages mellemrum for at drøfte situationen i landet. Referaterne fra de møder eksisterer endnu.
For hvert møde frem mod Grundlovens endelige vedtagelse (5. juni 1849) kommer der her på sitet et lille resumé af de forhandlinger, der fandt sted for præcis 175 år siden.
Møde i statsrådet søndag d. 3. juni 1849 kl. 3
Et usædvanligt statsrådsmøde. For det første foregår det på Frederiksborg Slot. For det andet deltager kongen ved mødet. Og der er dramatik fra begyndelsen.*
Moltke (der i referatet fra netop dette møde betegnes som premierminister, selvom han normalt betegnes som konseilspræsident) fremlægger den nye grundlov for Frederik den 7. Men kongen er ikke begejstret. Han ”fandt Øieblikket mindre hensigtsmæssigt for Grundlovens Udstædelse”.
I referatet fra mødet står der intet om de tilstedeværende ministres reaktion på denne udmelding. Mon ikke de blev lidt blege i ansigterne. Det hele var jo lagt an på en underskrift nu.
Frederik den 7. er ikke blot ked af timingen. Han mener også, at grundlovsudkastet ”indeholdt Bestemmelser, som han frygtede for ei vilde være til Gavn for Danmarks Rige”. Noget af en kritik fra rigets fornemmeste mand! Manden, der jo havde hjulpet demokratiet så godt på vej for blot lidt over et år siden. Nu afviser han det. I hvert fald i den form, det tegner til at få.
Og hvad værre er: Uden hans underskrift kan grundloven ikke blive en realitet.
Ministrene kunne prøve at slå i bordet. Tvinge kongen til at makke ret. Men de vælger i første omgang en anden vej – den imødekommende. De siger, at stridspunkter jo er naturlige, når man gennem forhandling mellem konge og folk skal formulere en ny grundlov. Ingen af parterne kan blive fuldt tilfredsstillet, hvis man skal nå frem til et kompromis. Men, tilføjer ministrene, kongen bør hæfte sig ved, at den kritik, han ved tidligere lejligheder har rejst, har medført ændringer, som er mere i overensstemmelse med kongens holdninger. Rigsforsamlingen har lyttet.
Og så strammer ministrene til sidst skruen lidt ved at slå fast, at det er et enstemmigt statsråd, der ønsker, at kongen underskriver det foreliggende udkast.
Om det er disse argumenter, der overbeviser kongen – eller om han med sin sidste-øjebliks-kritik blot ville markere sig i et spil, som han godt kendte resultatet af på forhånd -, det fremgår ikke. Han udtaler i hvert fald, at ”da han engang havde givet sit Ord, saa vilde han nu ogsaa holde det og underskrive Grundloven”.
Den lettelse, de tilstedeværende toppolitikere må have følt ved dette udsagn, er desværre ikke beskrevet med et eneste ord i det som altid meget nøgterne referat.
I stedet anføres, at justitsminister Bardenfleth umiddelbart derefter går over til den tale, som kongen skal holde, når rigsforsamlingen skal opløses. Igen kaster kongen en smule grus i maskineriet. Han mener, at man kan nøjes med at suspendere rigsforsamlingen. Og i øvrigt mener kongen ikke, at det er ham, der skal gøre det, men premierministeren. Endnu en gang ytrer medlemmerne i statsrådet enstemmigt, at det er kongen, der skal opløse rigsforsamlingen. Og det accepterer han.
Men der er et slag mere, der skal slås ved statsrådsmødet. For da justitsministeren fremlægger det udkast til tale, som Frederik den 7. skal holde, afviser kongen at godkende det. Han vender tilbage til sin kritik af de bestemmelser, han frygter vil skade landet. Han vil ikke kunne få sig selv til at ytre noget, der direkte strider mod hans anskuelse. Og den edsformular, som han skal afslutte talen med – den afviser han også. Hans underskrift må være bekræftelse nok, mener han.
Der er så meget i vejen med det hele, at kongen har brug for at tage det ”i nærmere Overveielse”. Det, der lignede en formalitet, er nu en kilde til uro. Alle troede, at grundloven var i hus. Men hvad nu?
Læs om det foregående statsrådsmøde her.
*) Muligvis var mødet endnu mere dramatisk end beskrevet. Det referat, der er adgang til i dag, er nemlig en redigeret version, der først senere blev godkendt af Statsrådet.
