I det sene forår 1849 var de danske politikere ved at lægge sidste hånd på rigets nye, epokegørende grundlov. Men der var også andre ting at tage sig af. Blandt andet var Danmark i krig med Preussen og de oprørske slesvig-holstenere.
I Statsrådet mødtes kongen og ministrene med nogle dages mellemrum for at drøfte situationen i landet. Referaterne fra de møder eksisterer endnu.
For hvert møde frem mod Grundlovens endelige vedtagelse (5. juni 1849) kommer der her på sitet et lille resumé af de forhandlinger, der fandt sted for præcis 175 år siden.
Møde i statsrådet onsdag d. 6. juni 1849
Det er dagen derpå. Danmarks Riges Grundlov er vedtaget. En lang proces er slut. Tovtrækkerierne er endelig overstået.
I statsrådet fylder grundloven intet denne dag.
Man taler om behandling af heste, der har smitsomme sygdomme. Man diskuterer, hvem opgaven hører under.
Emnet barberer tages også op i statsrådet. Det skal undersøges, om de særlige autorisationer til de såkaldte amtsbarberer skal ophæves. Det vedtages, at den ansvarlige myndighed skal spørge amtsbarbererne, hvad de synes om det, og om de måske vil kræve erstatning.*
En kontorchef har frabedt sig at overtage revision af Frederiksværks Regnskab. Arbejdet vil være uoverkommeligt, mener han. Men statsrådet viser ingen nåde.
Så er der amtmand Orla Lehmann. Han sidder stadig fængslet hos slesvig-holstenerne. Han har skrevet et brev, hvor han anmoder om at blive fangeudvekslet på de vilkår, som oprørerne har opstillet. Det afviser medlemmerne af statsrådet. Men de er parate til at forhandle.**)
Læs om det foregående statsrådsmøde her.
Dette var sidste afsnit i ”dagbogen” om den sidste måned frem mod Grundlovens vedtagelse. Tak fordi du læste med. På Danmarkshistorien.dk finder du hele Junigrundlovens ordlyd: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/danmarks-riges-grundlov-af-5-juni-1849-junigrundloven
*) Amtsbarberer kunne mere end at arbejde med hår og skæg. De kunne også lave kirurgi. Og ikke mindst tandudtrækning. Det krævede dog en særlig autorisation.
**) Det er skæbnens ironi, at Lehmann var i fangenskab, da Junigrundloven blev underskrevet. Han var en stor bidragsyder til lovteksten og havde endda tidligere fået en fængselsdom for at tale imod enevælden. Grundlovens vedtagelse kunne have været et højdepunkt og en endegyldig genoprejsning for ham. I stedet sad han altså indespærret hos fjenden, og først i sensommeren blev han løsladt.