Fortidens stemmer 1:3

Jeg er så heldig at have adgang til tusinder af breve og fotografier fra den ene gren af min slægt. Så jeg ved, hvordan bl.a. mine tipoldeforældre og deres børn og venner så ud, og jeg ved, hvordan disse mennesker formulerede sig på skrift.

Men at jeg så også under arbejdet med alt dette materiale finder ud af, at der er bevaret lyd fra nogle af disse personer – det giver jo bare det hele et ekstra fascinerende lag.

Jeg har nu produceret en lille serie af små klip med tre personer, som mine tipoldeforældre har kendt personligt. I hvert klip hører man personens stemme, og så er der samtidig en lille film, der viser personen bevæge sig – noget, der er blevet muligt med avancerede videoværktøjer.

De tre lydoptagelser er mellem 90 og 115 år gamle.

Det første klip i serien er med den kendte sønderjyske politiker H.P. Hanssen (1862-1936). Han tilbragte det meste af sin barndom i grænsebyen Hejls, hvor min tipoldefar, Frederik Vilhelm Topsøe (1834-1900), var præst. Min tipoldefar konfirmerede H.P. Hanssen, og en søn, Peter Topsøe, gik senere på højskole med ham. Topsøe’erne brændte for det samme som Hanssen, nemlig danskheden i Sønderjylland.

Talen, som jeg her bringer et kort uddrag af, blev holdt i 1914. Selve optagelsen er dog fra en genindtaling, som H.P. Hanssen lavede i 1932.

Du kan læse mere om H.P. Hanssen på lex.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *