Henrik Færch var to gange udsendt til Balkan, mens konflikterne rasede der i 1990’erne. I bogen “På sprængfarlig mission”, bind 1, produceret og udgivet af Topsøe Medier, fortæller han om noget af det, han oplevede som minerydder dengang.
”I Eksjugoslavien var der miner over alt. Som udsendt fik man gang på gang at vide, at man på køreture skulle blive inde på asfalten med alle fire hjul. Kom du blot en smule ud i rabatten, var der stor risiko for at ramme en mine.
Man kunne heller ikke bare uden videre tage på udflugt. På et tidspunkt måtte vi rykke ud til to danske sygeplejersker. De var taget ud for at plukke mistelten. Pludselig opdagede de en personelmine og indså, at de stod midt i et minefelt. Så måtte vi afsted og redde dem ud.
Jeg var dernede sammen med det danske ingeniørdetachement. Vi var en del af FN’s såkaldte protection force. Vi skulle holde øje med, at krigens parter var adskilt: Serberne på den ene side og kroaterne på den anden.
Omkring årsskiftet 1994/95 bor jeg i Dvor. Det ligger i Kroatien, tæt på grænsen til Bosnien. Der var en bufferzone af 1-2 km bredde, hvor hverken serbiske eller kroatiske soldater måtte opholde sig. Hvis der var miner, så ryddede vi dem, eller også lod vi bare området ligge urørt.
En dag, hvor jeg befinder mig i Dvor-lejren, bliver jeg informeret om en hændelse. En mineulykke.
Der er en dansk spejdersektion, som har været ude på patrulje. De er kommet kørende langs med bufferzonen og har så set, at der inde i en skov går nogle folk med minesøgere. Og danskerne holder ind, for de tænker ”hvad laver de dér?”
Det viser sig at være serbiske ingeniørsoldater, og de er i gang med at rydde miner. Det må de jo ikke i henhold til den aftale, som de krigsførende parter har lavet med FN. Det vil danskerne fortælle dem, og om det så er en soldat, der bliver sendt derover, eller om han selv spontant hopper ud af bilen, det ved jeg ikke. Han løber i hvert fald selv hen mod serberne, selvom … det burde han ikke, men sådan er det jo.
Og så træder han på en personelmine.
Hans ene fod bliver sprængt af.
Sektionsføreren får så sin gruppe ud til ham. Han bliver bragt tilbage og kørt på felthospitalet. Forholdsvis billigt sluppet, for landminer kan sagtens være kraftigere.
Nå, men det er så dér, at jeg kommer ind i billedet, for jeg bliver som sagt kontaktet, og jeg bliver bedt om at tage ud til ulykkesstedet og lave rapporter om hændelsen. Og jeg kører derop med min ingeniørgruppe og militærpolitiet. Og så viser det sig, at serberne stadig er der. De arbejder stadig med deres minesøgere inde i den skov.
Nu er det jo ikke sådan, at der var fjendskab mellem os i FN-styrken og dem, der førte krig dernede. Ofte tværtimod. Vi kunne godt samarbejde og hjælpe hinanden. F.eks. hvis vi skulle have styr på et minefelt. Så kunne de komme med rapporter og mineskitser og alt muligt.
Og ham, der er delingsfører for serberne inde i skoven, er også meget imødekommende, når vi kontakter ham. Han kommer med slivovits, og han siger ”ja, det er rigtigt – der var en dansk soldat, der gik på en mine”. Og så viser han os vejen ud til stedet, for de har allerede ryddet en sti, og så går vi derud og begynder at dokumentere. Vi tager billeder, og militærpolitiet skriver rapporter, og vi finder bl.a. resten af den støvle, som danskeren havde på, da han trådte på minen. Og hvad der nu ellers skal gøres.
Det er selvfølgelig en trist begivenhed, der ligger til grund for det arbejde, men vi er jo kommet herud, efter at der er faldet ro på, og det giver god mening at gennemgå sådan en hændelse. Man ser igen og igen, at det øger agtpågivenheden, når man i en bataljon hører om, at det er gået galt. Folk har måske været udsendt i nogle måneder og er fundet ind i nogle daglige rutiner og begynder måske at springe nogle led i processerne over, når de er afsted. Dét kan være farligt. Men når der så kommer en beretning om f.eks. en kollegas ulykke med en landmine, så strammer de op og finder tilbage til omhuen. Det har jeg oplevet mange gange.
Men vi går altså lidt rundt dér i skoven og kortlægger og noterer, og serberne fortsætter deres gennemsøgning ved siden af os. Det er ikke min opgave at jage dem væk. Vi passer vores, og de passer deres.
Vi har vel efterhånden været på stedet i et par timer, og det går egentlig stille og fredeligt.
Og så siger det lige
BANG!
Og så er der åbenbart én af de dér serbiske drenge, der har trådt på en personelmine.
50 meter fra mig.
Et ordentligt brag og en menneskekrop, der falder til jorden.
Det er en mærkelig situation, der opstår. Der er først stille. Fuldstændig stille. Folkene omkring står helt ubevægelige.
Man kaster sig ikke ned, sådan som man vil gøre ved f.eks. beskydning. Man bliver stående, for dér, hvor man har plantet sine fødder, er der sikkert at være. Flytter du dig to centimeter til den ene side eller til den anden, så er der ikke sikkerhed længere. Så kan man udløse den næste mine.
Efter nogle sekunders stilhed er der så én, der råber ”hvad fanden skete der?”. Og så kan jeg se, at serberen ligger derovre.
Sammen med vores sanitetsmand og en soldat, Brian, bevæger jeg mig i retning af ham. [Fortsættes nedenfor]
Det tager noget tid, og serberen har nok syntes, at det varede forever. Men vi er nødt til at være lige så grundige, som vi plejer. Selvfølgelig er vi under pres, men det nytter ikke, at vi vil hjælpe en mand, og at vi så selv bliver sprængt i stykker.
Vi bruger en minestikker. Det er en metalstang, som man i al sin enkelhed stikker ned foran sine fødder, og sådan bliver man bare ved, indtil man kommer hen til sit mål. 50 meter tager måske fem minutter på den måde.
Da vi så kommer hen til serberen, så tænker vi først og fremmest på at smertedække manden. Han får et skud morfin i kroppen, og så mærker han ingenting, mens vi forbinder ham. Han ligner én, der er på månen. Hans øjne kører rundt som på en narkoman.
Han bløder næsten ikke. Men alt nedenfor ankelleddet er væk. Der hænger bare nogle sener ud af benet – vist dem, der gik ud til tæerne.
Det er slemt, men det er – nøgternt betragtet – netop sådan personelminerne skal virke. De indeholder kun en lille mængde sprængstof, typisk i omegnen af 100 gram. Meningen er nemlig ikke, at soldater, der træder på dem, skal dø af det. De må hellere blive såret af det, for hvis de bliver såret, så bliver hans kammerater jo nødt til at tage sig af vedkommende. Det forsinker dem, og på den måde er det til gavn for den hær, der har lagt minen ud.
Det er forsinkelse, der er hovedformålet med personelminerne, ikke ødelæggelse. Alene det, at nogen i en krig skal bruge en masse tid på at rydde et minefelt, er en gevinst for modparten. Det kan f.eks. gøre det muligt at styrke sine stillinger inden et ventet angreb.
Dem, der bremses af et minefelt, kan så være fristet til at mindske tidstabet. Det kan de i princippet gøre ved at øge tempoet i minesøgningen. Men jo højere tempo, desto større risiko. Måske var det det, der gik galt for ham serberen i skoven. At han havde for travlt.
Vi får så transporteret manden til felthospitalet i Kostajnica. Det var det samme hospital, som danskeren blev sendt til efter sin mineulykke.
Efter hvad jeg har hørt fra læger, så får kroppen et chok, når der sker en detonation. Det er derfor, der ikke er så meget blod. Men på hospitalet begynder de at skære for at få det til at bløde, så der ikke sker forgiftning eller andet i benet. En afgørende ting er, om man kan beholde knæet. Kan man det, er man bedre stillet, når man skal videre i livet.
Risikoen for at dø er ikke så stor. Men der er en kritisk periode på en 14 dages tid bagefter. Der er personen i overhængende fare for at få blodpropper. Så der overvåges han tæt og får masser af drop og medicin.
Hvordan jeg selv reagerede? Altså, det var ikke sådan, at jeg tænkte ”puha, det var voldsomt”. Det var jo et job, vi udførte. Og de folk, der kom til skade, var ikke som sådan nogen, vi havde relationer til. Men man er da irriteret over, at det er sket. Og som sagt giver det øget fokus i tiden derefter.
Der er selvfølgelig også en risiko for PTSD og den slags. Det har jeg nu aldrig haft.
Men jeg kan huske, at efter jeg kom hjem fra Balkan, så gik jeg kun på faste veje og stier. Det tog lang tid, før jeg kunne få mig selv til at gå ind over en græsplæne eksempelvis. Det var så indgroet i hovedet på én, at man kun måtte gå på veje og stier. Ellers var man i fare.”
Ovenstående fortælling fra Balkan bygger på bearbejdede interview med Henrik Færch. Beretningen er blot en af flere, som er med i første bind af bogserien “På sprængfarlig mission”. Læs meget mere om bogprojektet på bogseriens website, Minerydderne.dk!