Over alt hvor vi mennesker færdes, efterlader vi os historier. Mange af dem er gode – måske endda lidt for gode. Og nu kommer de i tv!
Topsøe Medier har nemlig udviklet og produceret en programserie, hvor myter fra alle perioder af Danmarkshistorien kigges efter i sømmene. Er kirketårnene i Kalundborg virkelig bygget til minde om bygherrens elskede familie? Var der engang en giraf, der brækkede sig i en bil i Knuthenborg Safaripark? Og er Mønbroen lavet af sukker?
Historiker Kåre Johannessen drager rundt på Sjælland, Møn og Lolland-Falster og punkterer sagn, misforståelser og løgnehistorier. I alt 12 halvtimesudsendelser er det blevet til – én for hver af områdets kommuner. De vises på TV ØST på torsdage fra og med efterårsferien, men kan også ses på nettet. Titlen er “Kåre spidder myter”.
I løbet af produktionen har vi bl.a. fået hjælp af Strandhøjgård Hestevognskørsel (Lolland), NordlandATV (Jyderup), Langebæk Lokalhistoriske Arkiv, Raklev Gymnastik og Idrætsforening og Nationalmuseet. Desuden har vi kunnet drage nytte af bøger som Svend C. Dahls to udgivelser om sagn og gode historier fra det sydlige Sjælland.
Mere følger.